Reddet fra underernæring

Hver morgen vågnede Aidah tidligt for at gå gennem skraldet på den største losseplads i Kampala, et sted kaldet Kitezi. Hun havde ikke kunnet finde betalt arbejde, så hun begyndte at samle affald for at sælge det som svinefoder.

"Oprindeligt havde jeg ingen handsker; ting ville skære mig, fordi der nogle gange var ødelagte flasker, barbermaskiner og andre skarpe genstande i skraldet. Først frygtede jeg at røre ved skidtet, men på grund af min situation begyndte jeg bare at grave," siger Aidah, en enlig mor til tre.

Dette “arbejde” genererede mere indkomst, end hun tjente i sit tidligere job som timelønnet arbejdstager, hvor hun ville tjene 30c om dagen. Med affaldsindsamling tjente hun nu mindst 40c om dagen. På trods af at tjene lidt ekstra penge var det stadig ikke nok til at Aidah kunne forsørge sine børn.

Aidah blev desperat af at se sine børn græde pga. sult. Hun havde ingen mad at give dem, så hun tog den meget smertefulde beslutning at give dem madaffald fra lossepladsen på Kitezi.

"Jeg havde ingen penge, men børnene skulle spise. Jeg ville tage mad fra skraldet, vaske det, forberede det og give det til børnene. Det meste af tiden ville jeg vælge rå mad, fordi den kogte mad var ødelagt. Jeg ville kun samle den kogte mad til grisene,” siger Aidah.

Aidahs børn blev ofte syge, især Shanita. Charity og Charles blev også tit syge, ofte med diarré og mavesmerter. Til sidst blev børnene så underernærede at deres vækst og udvikling var minimal.

En dag henvendte en journalist fra et lokalt tv-netværk sig til Aidah og bad hende om at fortælle sin historie. Den aften kørte historien på de lokale nyheder. Jane, en Compassion medarbejder, så nyhedshistorien og advarede straks personalet på det nærmeste Compassion center.

"Vi besøgte hendes hjem; situationen var forfærdelig," siger Grace, en Compassion medarbejder ved Kasangati Child Development Center. "Det var så tydeligt, at børnene havde brug for mad. Børnene var underernærede, og Shanita græd konstant. Vi tog chapati med og gav det til dem at spise."

To dage senere vendte Grace tilbage til Aidah med nogle medlemmer af kirken for at give mad og basisvarer til familien. Den dag modtog Aidah 10 kg majsmel, et tæppe, nogle ris, bønner, to poser tøj og nogle penge. Da Grace forfulgte muligheden for at registrere sine børn i centret, fortsatte kirken med at levere mad til Aidah og hjalp med at betale hendes husleje.

Aidahs situation var unik, så alle hendes tre børn blev registreret i centret. For at tilbyde Aidah mere hjælp til at holde et rent og sikkert miljø for sine børn, hjalp de hende med at flytte fra Kitezi til Kasangati. Dette reducerede afstanden mellem Aidahs hjem og centrum og bragte hende tættere på sit nye støttende netværk.

Ved hjælp af en fond for meget sårbåre børn, modtog Aidah penge til husleje, mad, adgang til sundhedspleje og rådgivning, mens Compassions personale hjalp hende med at komme på plads i sit nye liv.

"Det var ikke let at passe ind i starten. Jeg havde ikke et job. Efter cirka en måned blev jeg tilbudt et arbejde med at grave for nogle mennesker. Jeg ville tjene mellem $ 1,35 og $ 2,70 pr. dag, hvilket hjalp mig med at forsøge min børn. Jeg ville også vaske folks tøj for penge." siger Aidah.

På trods af hendes nyfundne arbejde fortsatte personalet med at levere mad på månedlig basis. I juni 2020 modtog centret yderligere midler og besluttede at hjælpe 19 kvinder med at starte forretninger op. Aidah fik med hjælp startet en ny virksomhed, der solgte trækul.

Da COVID-19 påvirkede samfundet, var Aidah allerede bosat i sit nye hjem med støtte fra kirken og Compassion.

"COVID-19 har ikke påvirket mig lige så meget som andre, fordi jeg havde mad nok til min familie. Huslejen kunne have været et problem, men centret betalte for det for mig. Jeg har altid drømt om at have en forretning, det kan jeg nu med hjælp fra kirken, ”siger Aidah.

Tidligere lo eller smilede Aidah sjældent; hendes hud var tør og ru. Hendes børn græd ofte og bar byrden af ​​sult og underernæring. I dag er Aidah og hendes børn glade.

"Uden denne mad ville børnene ikke være sunde," siger Aidah. "Jeg er så lettet over, at Shanita ikke længere bliver syg! Vores liv har ændret sig fuldstændigt."