En mors dagbog

DAG 0

12. maj, 2021

Der er gået 15 dage siden jeg fik min tandoperation. Det gør stadig rigtig ondt, men jeg er glad for at børnene hjalp mig rundt omkring i huset. Dayra siger hun er blevet inviteret til en fødselsdag i morgen, men vi har ikke råd til at købe en gave. Skal jeg lade hende tage afsted alligevel? Jeg ved det ikke. Hun har virkelig været sød i dag og hjulpet mig med alting. Jeg ville ønske vi havde flere penge, men med vores virksomhed gået konkurs under pandemien, har vi næsten ingen indkomst.

DAG 1

13. maj, 2021

10:00

Dayra spurgte vores nabo om et lån til at købe en gave til sin ven. Jeg er stadig i tvivl om jeg skal lade hende tage af sted, men hun fortjener at have det sjovt. Hun har aldrig været til en fødselsdagsfest før. jeg forsøgte at stable noget på benene sidste år, men jeg mislykkedes. Okay, jeg lader hende tage asted sammen med sin søster.

18:00

Hvad var det for en lyd? Et skud?!

DAG 2

14. maj, 2021

GUD! Hvordan kunne du lade dette ske?

I går klokken lidt i seks tog mine døtre hjemmefra for at tage til fødselsdagen. De nævnte, at de lige ville gå forbi en anden vens hus, før fødselsdagen. Blot nogle minutter efter de var gået hjemmefra, hørte jeg en underlig lyd. Jeg blev nysgerrig, men tænkte ikke nærmere over det.

Før min yngste datter, Cecilie, kom løbende og sagde, at Dayra var kommet til skade. Jeg tænkte, at hun måske var blevet ramt af en motorcykel. Jeg løb så hurtigt som aldrig før, og få minutter senere stod jeg inde i huset. Jeg så Dayra ligge på gulvet, dækket i sit eget blod. Uden grund havde hendes ven skudt min datter i hovedet.

Hvorfor, Gud?

”Mor, ring til en ambulance”, var det eneste jeg hørte min datter sige. Jeg forsøgte at berolige hende, men jeg var desperat. Mine arme kunne næsten ikke holde hende. Min verden ramlede sammen, og jeg kunne ikke forhindre det

Folk forsøgte at ringe til ambulancen, men den svarede ikke. Så naboen bar Dayra ind i sin bil, og vi skyndte os til det nærmeste hospital.

Lige nu ligger hun på operationsbordet. De blev nødt til at barbere hendes hovedbund. Hun kommer til at vågne op til at alt hendes hår, som hun elskede meget, er væk. Vi har siddet i venteværelset i over tre timer, og vi har ingen ide om hvornår operationen er færdig. De frivillige fra Compassion centeret er her nu og siger de bliver hos mig i nat. De var her med det samme. Men alligevel sidder jeg og føler mig så ensom. Hvorfor gør du det her mod mig, Gud?

DAG 3

15. maj, 2021

Gud, hvorfor har du forladt mig?

De har overført min datter til et hospital i São Luís, det er 400 kilometer væk. De fløj hende derhen i en helikopter. Centerpersonalet fortalte vores borgmester om Dayras situation. Han ringede personligt til mig for at tilbyde sin støtte, blandt andet helikopteren. Jeg er virkelig taknemmelig for at min datter ikke skulle udholde en syv timer lang køretur.

Jeg sidder med tårer i øjnene. Jeg kunne ikke være med Dayra i helikopteren, jeg så hende bare fra afstand. Hun så svag ud, helt bleg. Jeg græd ustyrligt, da de tog hende fra mig.

Hvorfor skød hende pigen min datter? Hun plejede at spise med i vores hjem. Hvorfor lød Gud det ske? Hvorfor har Gud forladt mig? Hvorfor hader han mig? Hvorfor har han taget min datter fra mig? Hvis bare han ville tage mit liv i stedet for!

Jeg har ikke mere håb tilbage. Jeg føler jeg har mistet mit elskede barn.

DAG 4

16. maj, 2021

Efter flere timer, er jeg endelig ankommet til São Luís. Jeg er tættere på min datter, men hun er bedøvet. Hun er lige kommet tilbage på stuen efter endnu en operation.

Centerets frivillige ringer til mig hele tiden for at høre hvordan det går, og forsikrer mig at alt nok skal gå. Jeg er taknemmelig for at de passer på mine to andre børn, Cecilia og Marcos, mens jeg er hos Dayra.

DAG 5

17. maj, 2021

Min datter er så ung. Hun er 13. Jeg ville ønske jeg kunne have holdt en fødselsdagsfest for hende sidste år. Nu kommer hun til at dø uden nogensinde at være blevet fejret med en ordentlig fest.

DAG 6

18. maj, 2021

I dag overhørte jeg en sygeplejerske sige, at kun et mirakel kan redde min datters liv. De sagde til mig, at jeg skal indstille mig på det værste. Hvordan kan de stå og sige det til mig?

DAG 9

21. maj, 2021

Min datter er stadig bevidstløs.

Er mirakler virkelige? Kan Gud virkelig høre vores bønner?

Jeg føler mig modløs.

DAG 11

23. maj,2021

De frivillige fra centeret er hos os på hospitalet nu. Det gør det hele lidt nemmere. Vi beder sammen, og de opmuntrer mig. Selvom det virkelig er svært at holde fast i håbet. Dayra er stadig bevidstløs.

DAG 13

25. maj,2021

Min datter ser så svag ud, hun svinder ind.

Kæmp for livet, Dayra! Kæmp, min elskede datter!

DAG 15

27. maj, 2021

Lægerne siger, at de vil prøve at vække min datter. De vil vænne hende af bedøvelsen.

Hvad betyder det overhovedet? Er det ikke farligt? Jeg vil ikke have at de gør det. Jeg vil hellere have at hun sover, hvis det betyder at jeg kan høre hendes hjerte slå. Jeg vil ikke miste hende. De frivillige fra centeret siger, at jeg skal stole på lægerne.

DAG 16

28. maj, 2021

Lægerne vækkede Dayra, og for første gang i dagevis kunne jeg holde hendes hånd. De siger, at hun ikke kan tale, men at hun godt kan høre mig.

Jeg græder igen.

Jeg holder hendes hænder og taler til hende i lang tid. Da lægen nævnte pigen, der skød min datter, trillede der en tåre ned fra hendes kind.

Min datter er i live!

Lægen siger at Dayra kommer til at klare sig, men at hun altid vil have nogle men. Det er jeg ligeglad med! Jeg kan sagtens fodre min datter resten af mit liv, så længe hun er i live.

Jeg ringed til de frivillige på Compassion centeret for at fortælle dem, at de havde ret: Gud forlod mig aldrig. De blev så glade!! Jeg takkede dem for ikke at have ladet mig give op.

DAG 17

29. maj, 2021

I dag sagde jeg til Dayra: “Klem min hand hvis du kan høre mig.”

Og hun klemte min hand.

Gud hører mine bønner!

DAG 18

30. maj, 2021

Min datter er endelig vågnet!

De frivillige fra centeret ringede til mig, som de gør hver dag, og vi græd sammen i røret.

DAG 23

3. juni, 2021

Mirakler findes.

Når jeg ser tilbage på min datters tilstand for tre uger siden, kan jeg næsten ikke forstå, at hun sidder og griner foran mig. Det er et mirakel. Hun kan allerede tale og spise. Hendes højre arm og ben, kan hun dog stadig ikke bevæge. Så hun har brug for min hjælp til at spise og komme på toilet.

Men lægerne er alligevel imponeret over hendes fremskridt og hvor hurtigt det går. Hun prøver så godt hun kan, hun er virkelig opsat på at få sit liv tilbage. Jeg har fortalt hende, at der er mange mennesker, der beder for hende.

DAG 26

6. juni, 2021

Lægerne sagde, at Dayra kan komme hjem snart, hvis hun fortsætter med at være i bedring. Det er alt hun ønsker. Vi savner vores familie og venner.

Så Dayra spurgte om hjælp til at prøve at komme op at gå. Hendes ben er ikke klar til det endnu, men håbet er der. Hun kommer til at skulle sidde i kørestol i noget tid, men lægerne er håbefulde om, at hun kommer til at gå igen. Det kommer til at kræve mange timer med fysioterapeuten.

Jeg prøver at lade være med at tale om ulykken med hende. Dayra sagde på et tidspunkt, at hun ikke er sur, men bare ked af det.

”Jeg kan næsten ikke huske noget fra ulykken. Det eneste jeg husker er, at min mor sad ved min side. Det næste jeg husker er at vågne op på hospitalet. Jeg bliver ked af det over at tænke på hvor ondt det må have gjort på min mor at tro jeg var død. Jeg er ikke vred på pigen, der skød mig, jeg er bare ked af det. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg vil hellere tænke på alle de ting, jeg gerne vil opleve.

Eftersom pigen, der skød Dayra, er under 18, kan hun ikke komme i fængsel, men folk fortæller mig, at hun er flyttet til en anden by. Pigen er gravid og mentalt syg. Jeg er bare så glad for at min datter stadig er hos mig.

DAG 29

9. juni, 2021

Der er næsten gået en måned siden ulykken, og vi er endelig hjemme. Alle vores naboer, venner, familie, og centerpersonalet stod klar til at byde os velkommen hjem. Vores præst bad for os, og vi takkede Gud for at være god på trods af min til tider manglende tro.

Dayra får det bedre hver dag. Nogle gange bliver jeg nødt til at holde hende lidt tilbage, fordi hun prøver at gøre mere end hvad hendes krop er klar til. Hun går til fysioterapeut to gange om ugen og starter også snart hos en psykolog. Hun har meget at bearbejde.

Nogle gange bliver hun vred uden, at der er sket noget. Eller hun begynder at grine, selvom hun er alene. Lægerne siger dog at det er meget almindeligt. Hun kommer til at skulle tage medicin hver dag. Det ville være så dyrt for os, men centeret har sagt, at de dækker alle udgifterne. Jeg tror ikke de ved hvor taknemmelig jeg er.

DAG 32

12. juni, 2021

I næste uge er det Dayra’s fødselsdag og centerpersonalet har besluttet at holde en stor fest for hende. I starten spurgte Dayra, om jeg ikke bare kunne købe pizza til hende og hendes venner. Men centerpersonalet startede en kampagne på de sociale medier, og nu er der virkelig mange fremmede mennesker, der ønsker at hjælpe os med at fejre hende.

Chefen på centeret laver en smuk lyserød kjole til Dayra. Sådan en hun altid har drømt om.

Jeg er så lykkelig! For et par uger siden, troede jeg at jeg aldrig ville opleve min datters fødselsdag med hende igen, og nu sidder vi og planlægger en fest. Vi er fattige, så vi plejer slet ikke have muligheden for at holde en fødselsdagsfest.

DAG 36

16. juni, 2021

Dayras fest blev større end jeg havde forestillet mig. Der var så mange mennesker, der hjalp med dekorationer, mad og drikkevarer. Dayra fik endda også en flot kage! Vi bød rigtig mange mennesker velkommen, og Compassion centeret sørgede for, at der var mad nok til alle. Hun var lykkelig.

At se min datter lege med hendes venner efter en så mørk tid, fik tårerne frem. Jeg er så taknemmelig for, at Gud blev ved min side, selv når jeg ikke kunne mærke ham gennem smerten. Han sørgede for, at jeg altid havde mennesker omkring mig, der støttede mig.

Efter denne tid, er min eneste tanke, at jeg skal nyde hver dag, jeg får med mine børn. Og det er når håbet er fjernt, at man finder ud af hvad et mirakel er.